OPRYDNINGSUDSALG

 

  • Fragt fra 39,- Fri fragt over 499,-
  • Hurtig levering 1-3 hverdage

Min indkøbskurv:

0 vare(r) - 0,00 kr
Din indkøbskurv er tom.

Min indkøbskurv:

0 vare(r) - 0,00 kr
Din indkøbskurv er tom.
  • Fragt fra 39,- Fri fragt over 499,-
  • Hurtig levering 1-3 hverdage

Roskilde Ring - et navn der forpligter

Roskilde Ring - et navn der forpligter - blogindlæg Part I

 

I 1960’erne en legendarisk racerbane - i dag en af mange disc golf baner i Roskilde

Tilbage i 1979 kastede jeg - Stephen Skriver - min første frisbee disc. Ja, det er mange år siden for mange af jer, der måske lige er startet under coronaen med at spille disc golf og fylde hylder og tasker op derhjemme med nye golf discs i forskellige farver i håbet om, at lige netop den nye disc flyver 12 meter længere eller kan dreje til højre, når den skal til slut på hul 7 på Roskilde Ring Disc Golf Bane.

 

I bund og grund er det sportsoplevelsen og fællesskabet, der tæller. Det at være til stede i naturen, nulstille verdens trummerum for en stund, mærke nuet, mærke vinden, mærke venskabet med andre disc golf, spillere du måske aldrig har mødt før, og som du pludselig har et fællesskab med. Det er hele fascinationen ved at spille disc golf. Det at mærke, når din personlige pinkfarvede Nuke driver forlader hånden og skriget fra din mund runger ud over Roskilde Ring søen fra hul 9 skræntens faretruende tee-sted, kroppen fortsætter i et ’follow through’, du kigger efter discen, der først drejer en smule skævt ud over søens plumrede vand, men på grund af skriget ’dreeeeeeeeeeeeej’ stadig hænger i luften, retter den pink-roterende ufo op og begynder på opfordring at dreje i rette vinkel mod venstre for derefter at lande med en 45 graders vinkel skråt ned i det fugtige græs og står standhaftigt som en gravsten i en afstand af 15 meter fra kurven. Mit hold bag mig med 3 andre discgolfere klapper af mit kast i begejstring. Se det er frisbee discgolfens fælles ånd. Sådan var det også i 1980’erne. Heldigvis er den fælles glæde og begejstring for andres disc golf spil stadig i behold. Det er disc golfens sportsmanship.

 

Discraft X Line Nuke i lyserød

 

Det er nu mere end 40 år siden at jeg, Stephen Skriver kastede med de halvstore Wham-O frisbees, der vejede fra 97 gram til 141 og 165 gram. I dag er disc golf markedet fyldt med et uendeligt hav af professionelle golf disc mærker, farver, modeller og ikke mindst smarte navne som ”Undertaker”, ”Magnet”, ”Nuke”, ”Roadrunner”, ”Teebird”, ”Destroyer”… Jo mere vildt navn, jo bedre disc! Nej, sådan er det ikke, men det lyder fedt, når du præsenterer dit indhold i din disc golf bag.

 

Tænk dig, oplevelsen er den samme stadig. Jeg er stadig lige fascineret af sporten den dag i dag. Ikke at jeg er blevet så meget bedre til at spille, for jeg har nok brugt for meget af min disc golf fritid på foreningsarbejde, stået for instruktion og træning, præsentation af sporten, kontakt til kommuner for at få lov til at etablere disc golf baner (i skrivende stund har jeg designet mere end 10 baner i Danmark), lavet et utal af turneringer og mesterskaber, startet disc golf klubber for at sprede budskabet om, at disc golf er sjovt og sundt for din krop og din sjæl …og dit humør. Nu er jeg blevet Senior Grand Master, det lyder flot, men det er noget med alderen, så nu vil jeg prøve at få spillet noget mere disc golf med større chance for at vinde min række…

 

Roskilde Ring Disc Golf Bane

I 2002 boede jeg tæt på Roskilde og tænkte, kunne der ikke godt ligge en disc golf bane i en park i Roskilde. Det kunne være en ny fælles aktivitet og motion for byens borgere - og samtidig en disc golf bane for mig. Mon ikke der også kom nogle nye venner og spillede med, tænkte jeg. Så efter en mail i efteråret 2002 til Roskilde Kommune med forslag til en 9-hullers disc golf bane på den gamle Roskilde Ring parks skråninger imellem træer og plateauer med et hurtigt økonomisk overslag, blev kommunen tændt på idéen. Allerede året efter kunne den nye Roskilde Ring Disc Golf Klub sætte en ny disc golf bane i jorden på Grundlovsdag den 5. juni 2003. Næste år kan vi holde 20 års jubilæum for Roskilde Ring Disc Golf Bane, hvor der nu står 12 huller med 3 tee-steder til hvert hul. Siden indvielsen i 2003, har vi afholdt det årlige klubmesterskab Ringens Herre. Se det er en klub med ambitioner, men også med målet om, at det skal være sjovt for både børn, voksne og familier der kan bruge banen.

 

Roskilde Ring Disc Golf Bane

 

Roskilde disc golfen breder sig som ringe i søen

Efter Roskilde Ring banen blev populær, er der de senere år poppet flere baner op i Roskilde området. Først en 18 hullers bane på RUC ved Tre Kroner og de nyeste skud på Roskilde Disc Golf træet er 10 huller i Viby Sjælland, 9 huller i Gundsølille og 18 huller i Greve/Tune. Alle i tæt kørselsafstand fra Roskilde bymidte. Derfor tog Roskilde Ring Disc Golf Klub sidste år en lille navneændring til Roskilde Disc Golf Klub og klubbens langt over 75 medlemmer spiller jævnligt på de forskellige baner, dog oftest på Ringen og RUC. Så hvis du skulle komme forbi Roskilde by og har din discgolf taske med dig (det har du selvfølgelig altid), så kom og spil en runde med os.

 

Og nu kaster jeg så discen (læs: ordet) videre til en af klubbens nye bestyrelsesmedlemmer Kasper Grønning Iverssøn.

 

Roskilde Disc Golf Klub anno 2022 - Blogindlæg Part II

 

Don Skriver - En levende disc golf legende

Med tonen slået an og historiens vingesus om ørerne, vil jeg forsøge at tage handsken op fra Hr. Stephen Skriver og formulere noget læsevenligt om nutiden og fremtiden for Roskilde Disc Golf Klub. -Men først lige lidt supplerende information om Don Skriver, der foruden at være en legende i Dansk Frisbeesport også er en anerkendt skribent for et førende Heavy-metal musikmagasin, hvor han gennem tiden har oplevet og beskrevet adskillige koncerter med de største og vildeste rockbands. Sporten (og musikken) skylder efterhånden manden en del. Han er for disc golf hvad Guns N’ Roses er rocken. Som sagt en levende legende...

 

Don Skriver - En levende disc golf legende

 

Lidt historie om min start på disc golf

Første gang jeg stiftede bekendtskab med disc golf var til en polterabend, der ikke måtte koste noget, da halvdelen af deltagerne var fattigrøve på SU. Jeg havde på det tidspunkt samme indblik i sporten, som en Mormon har på midtersiderne i kulørte blade med frække damer. Aktiviteten med disc golf blev afholdt på Roskilde Ring med en stak skoleskiver i billig plast fra producenten Innova, som jeg havde lånt. Vi var naturligvis fuldstændig elendige, og efter at vi havde kastet tilstrækkeligt mange discs i søen, var der ikke andet for end at supplere op med nogle nye disc, og et ekstra begyndersæt til mig, da det jo havde været ret sjovt og klart skulle prøves igen. Og som så mange andre før mig, så startede det med et begyndersæt og udviklede sig eksponentiel derfra til nu 80+ discs (still counting). Og jeg er med på, at der nu er flere læsere derude som tænker ”nej hvor sødt med 80 discs. Prøv med 140 kvadratmeter kælder med discs stablet fra gulv til loft i stedet for”. Og I har helt ret! Nå tilbage til historien. Det første år spillede jeg med en god ven og hen ad vejen blev omgangskredsen udvidet med flere fra Roskilde Disc Golf Klub, som jeg også hurtigt blev medlem af. Sidste år til generalforsamlingen virkede det derfor naturligt, at blive en del af klubbens bestyrelse og give noget tilbage til sporten.

 

Bestyrelsesarbejdet i Roskilde Disc Golf Klub og vores visioner

Som mange andre klubber i landet oplever Roskilde Disc Golf Klub også en medlemsfremgang, og nye kræfter kommer til og supplere de gamle. Her kommer man nok heller ikke uden om Covid-19, som der eller ikke er meget positivt at sige om, udover at den har været en medvirkende faktor til at sætte disc golf på landkortet i Danmark, som den måske mest isolations- og coronavenlige sport. Derudover er der en rivende udvikling i gang i staterne og flere steder i Europa med solide turneringer, stigende pengepræmier, kvalitetsoptagelse af turneringerne hvor de efterfølgende kan streames, sponsorater som spillerne kan leve godt af, signatur-og collecterdiscs, der ved gensalg kan finansiere udbetalingen på en mindre bil foruden tøj, keyhangers, solbriller og andre gadgets, som man kender fra andre veletablerede sportsgrene. Der er nemlig godt gang i sporten, og det prøver vi i Roskilde Disc Golf Klubs bestyrelse at favne med både respekt for traditionerne og med nye tiltag.

 

Det gode disc golf fælleskab

 

På turneringssiden har vi den historiske Ringens Herre turnering (20 års jubilæum i år), og den nye Roskilde Open, som er en dags turnering med en omgang på 12 huller på Roskilde Ring og efterfølgende 18 huller på RUC. Turneringen så første gang dagens lys i 2021 og er kommet for at blive. Derudover har vi løbende andre mindre arrangementer, og som noget nyt har vi vores egen lille lokale klub-tour på tegnebrættet, hvor medlemmerne hen over årets, vil blive inviteret til heats på lokalområdets baner, for de sidste par år er Roskilde blevet et smørhul for disc golf takket være de mange ildsjæle, der har etableret baner. Derudover er der også planlagt træningssessions hver onsdag hen over foråret og sommeren, hvor vi har planer om løbende at invitere gæstetrænere fra hele landet til vores træningsdage.

 

Foruden at udvikle på turneringerne og træningsdage har vi i år fokuseret meget på sponsor- og samarbejdsaftaler, hvor vi helt bevidst har fravalgt ideen om eksklusivaftaler med enkelte forhandlere, og i stedet har anlagt en åben, bred og gensidig tilgang til samarbejde. Det tror vi er det bedste for sporten, vores medlemmer og i sidste ende også forhandlerne, da flere medlemmer og eksponering også betyder et større marked og en bedre økonomi for sporten. Vi er stolte af at have landet super gode samarbejdsaftaler med både Gbase Sport foruden materiale aftaler med to byggemarkeder, samt en rabataftale om tøj og sko med en førende sportsbutik. Vi ser det som en helt naturlig del af sportens udvikling at samarbejde bredt med mange forskellige aktører og samarbejdspartnere. Vi arbejder i klubben for at udvikle sporten med både træning, sociale og hyggelige arrangementer, konsulent- og økonomisk i forbindelse med baneetablering, sponsor- og samarbejdsaftaler og lokal talentstøtte. Og nok vigtigst af alt, at bidrage positivt til discgolfens fælles ånd.

© Gbase Sport | CVR: 31709628 | All Rights Reserved
Find os på Facebook   Find os på Instagram   Find os på YouTube