Portræt af en discgolfer

Han troede at benet skulle sættes af

Mit navn er Elias Overgaard. Jeg er 23 år, er fra Næstved men nu bosiddende i Aarhus, hvor jeg studerer Musikvidenskab. Jeg har kendt til discgolf siden gymnasiet, men jeg begyndte selv at spille i mit sabbatår efter gymnasiet. I begyndelsen foregik det med en enkelt golf disc, en Discraft XL (8, 5, -1, 2) i ESP plastik, som jeg fik af min kærestes forældre. Discen var et fejlkøb, og den havde ligget i nogle år i deres entré, efter min kærestes far havde fået den kastet på skinnebenet af lillebroren. Han troede at benet skulle sættes af.

Inspireret af de bedste

Mit sabbatår var 2019-2020, så jeg er altså en af de mange coronadiscgolfere, der begyndte i den periode. I foråret 2020 spillede jeg kun få gange og med store mellemrum. Det var først i oktober 2020, at discgolf for alvor tog fat i mig. Jeg blev til gengæld ekstremt optaget af den profesionelle disc golf scene i løbet af foråret, og konsumerede nærmest alt, der var tilgængeligt på YouTube. Både leadcards og chasecards fra de samme runder, nogle gange thirdcards. Den første turnering jeg fulgte fra start til slut var The Preserve 2020, som Nikko Locastro vandt. Det gjorde at jeg fik en forkærlighed, både for ham som spiller, men også for hans game, altså for lave kontrollerede flexlines, både forhånd og baghånd. Jeg forelskede mig også i Calvin Heimburgs meget karakteristiske putt. Begge aspekter afspejler sig stadig i mit spil i dag, da jeg pushputter og kaster overstabile flexlines.

Øvelse gør mester

Jeg laver mere fieldwork end jeg spiller runder eller øver mig på at putte. Det kommer sig af, at jeg for det første nyder at lave fieldwork. Jeg synes det er så fedt at kunne arbejde med sig selv, og med det samme se resultatet i form af discens svæv. For det andet har jeg altid boet meget tæt på et fodboldanlæg, så det har været meget nemmere at gå en tur på fem minutter, frem for at tage to busser til Tilst. Det, lagt sammen med de ekstreme mængder af formvideoer, slo-mos og profesionelle runder jeg så, resulterede i, at min baghånd blev ret god ret hurtigt. Jeg kom derfor tidligt op på de 100 meter i længde. Prioriteringen af min baghåndsform har selvfølgelig fyldt så meget, at jeg aldrig er blevet helt god til hverken putting eller forhåndskast. Det er jeg begyndt at rette op på nu, igen i form af fieldwork. Det sjove er egentlig, at min nuværende længderekord er kastet i løbet af en runde, og ikke på en fodboldbane. Men det viser vel bare, at det betaler sig at lave fieldwork, hvis man altså vil blive bedre.

Danmarks mest frustrerende disc golf hul

En af mine første runder spillede jeg på disc golf banen i Golf and Fun Park Marielyst, der både er en fodbold golf og disc golf bane. Den er designet til familier der er på ferie, og niveauet er derfor sat ekstremt lavt. Jeg var dernede med mine venner, som havde spillet i lidt flere år end mig, og de var derfor meget bedre end mig. Jeg formåede at spille banen over par, imens resten af gruppen skød under par. Jeg husker det som værende mindst -10 pr. person. Fra den runde og så til min bedste, altså bedste score på en 18-hullersbane. Det foregik til handicapliga i Tilst. Jeg har deltaget i det to gange, første gang skød jeg +11, og anden gang gik jeg i par. Jeg var -2 men fik en double bogey på hul 17... som er Danmarks mest frustrerende disc golf hul. Det tog mig omkring to år, at gå fra at spille Danmarks muligvis nemmeste bane over par, til at spille Tilst i par. Jeg har kun spillet banen i Marielyst en gang, så jeg vil vildt gerne tilbage, bare for at se hvor godt jeg kan skyde den nu. Og så er mit nuværende mål at spille Tilst under par fra gul og i par fra hvid.

Fremsynet tilbageblik

Det er finurligt at tænke tilbage på de første kast med XL'en, som maksimalt nåede 15m, i forhold til hvor langt jeg kommet med mit disc golf game, hovedsageligt min baghåndsform. XL'en er desværre kommet på pension, efter den fik to store flænger i flightplaten. Jeg smed den ind i et træ på en vinterrunde, og den bukkede simpelthen under for presset. Den står stadigvæk derhjemme, som et slags symbol på, hvor jeg startede, iblandt de nykøbte discs, der venter på at komme i tasken, for så at blive slynget så langt og præcist som muligt.