Nye EU-sikkerhedskrav ved Nethandel
Nye EU-sikkerhedskrav ved Nethandel
EU har stillet nye sikkerhedskrav til handel på nettet. Når de nye EU-krav om onlinehandel træder i kraft i dag, mandag den 4. januar, skal du fremover godkende dine betalinger på nettet med enten NemID eller en SMS-kode (to-faktor-godkendelse).
Hvad er to-faktor-godkendelse?
Når en betaling skal godkendes med to sikkerhedsfaktorer, giver det endnu større sikkerhed og identifikation ved onlinebetalinger. På denne måde gøres det sværere for IT-kriminelle at misbruge betalingskort. I den forbindelse har både Dankort, Visa/Dankort og Mastercard lavet en online sikkerhedsløsning, som gør Nethandel mere sikker både for kortholdere og forretninger. For Visa hedder løsningen "Visa Secure”, for Mastercard hedder løsningen ”Mastercard Identity Check”, og for Dankort hedder løsningen ”Dankort Secured by Nets”. Den fælles betegnelse for sikkerhedsløsningerne er 3D Secure.
3D Secure (eller Verified by Visa, Dankort Secured by Nets eller MasterCard Identity Check) er et ekstra sikkerhedslag, som man bruger i forbindelse med kortbetalinger. Det betyder, at en kortindehaver ved betaling enten godkender med NemID/MitID eller får tilsendt en OTP-kode (One Time Password) på sms, som kortindehaveren skal indtaste for at kunne gennemføre en betaling. Løsningen bliver typisk brugt ved kortbetalinger online.
Hvad betyder det for mig?
Helt konkret betyder det, at du du fremover skal bruge NemIDs app eller NEM-IDs nøgleviser (papkortet kan ikke længere anvendes til at godkende kortbetalinger på nettet) eller alternativt en speciel SMS kode, du selv opretter hos Nets, når du skal godkende dine betalinger med kort. Det skyldes som sagt nye EU-sikkerhedskrav ved betaling, når du handler online.

Benyt App eller SMS kode
Ønsker du at anvende NemID-appen - og har du den ikke allerede, kan du finde den dér, hvor du henter din app’s. Bemærk at NETS oplyser, at der kan gå op til en time før NemID-appen aktiveres og kan bruges i forbindelse med handel på nettet.
Ønsker du at anvende speciel SMS kode, kan du oprette den ved at klikke her: https://www.nets.eu/dk-da/digital-sikkerhed/Pages/Verified-by-Visa-og-MasterCard-Secure-Code.aspx.
Værd at vide
- Hvis du forsøger at betale med et gemt betalingskort og betalingen bliver afvist, skal du fjerne kortet - og efterfølgende tilføje det på ny. Hermed godkendes kortet korrekt med Nets nye to-faktor-godkendelse, og du kan derefter gennemføre betalingen.
- Hvis du er i tvivl, om din ordre er gået igennem, så anbefaler vi, at du tjekker, at du har modtaget din ordrebekræftelse pr. mail.
- Hvis du redigerer din ordre, skal du være opmærksom på, at du ved betaling igen skal udføre to-faktor-godkendelsen.